I fire dage havde han haft ondt i maven, før han til sidst blev bragt på hospitalet.
Der afslørede et scanningsbillede, at noget – ganske rigtigt – ikke var, som det burde være.
For i maven på den 13-årige dreng fra New Zealand kunne lægerne se fire lige linjer i hans tarme.
Og de linjer var ikke opstået ud af ingenting.
Teenagedrengen indrømmede nemlig, at han omkring en uge forinden havde slugt mellem 80 og 100 små, men kraftige magneter.
»De så ud til at være i separate dele af tarmen, der var klæbet sammen på grund af de magnetiske kræfter,« lyder det i en lægerapport om sagen fra New Zealand Medical Journal, skriver både AFP og ABC News.

Videre forklarede drengen, at han havde købt magneterne via den kinesiske handelsplatform Temu.
Også selvom de magneter, drengen havde indtaget – såkaldte neodymmagneter – har været forbudt at købe i New Zealand siden 2013.
I lægerapporten fremgår det, at trykket fra magneterne havde forårsaget nekrose – vævsdød – i fire områder af drengens tyndtarm og blindtarm, som er en del af tyktarmen.
Drengen måtte derfor igennem en omfattende operation på Tauranga Hospital, hvor kirurger fjernede det døde væv og udtog magneterne.
Først otte dage efter operationen, der ikke er oplyst en præcis dato for, kunne drengen blive udskrevet.
»Denne sag fremhæver ikke kun farerne ved indtagelse af magneter, men også farerne ved onlinemarkedspladsen for vores yngre medborgere,« lyder det fra forfatterne bag rapporten, Binura Lekamalage, Lucinda Duncan-Were og Nicola Davis.
Videre lyder det fra dem, at det er »alarmerende«, hvor svært det er at håndhæve et forbud mod ulovlige varer, når der samtidig eksisterer lettilgængelige online-markedspladser.
I en udtalelse oplyser Temu, at man har iværksat en intern undersøgelse, efter man er blevet gjort opmærksom på sagen.
»Vi er kede af at høre om den rapporterede hændelse og ønsker drengen fuld og hurtig bedring,« forklarer en talsmand ifølge ABC News.
»På nuværende tidspunkt har vi ikke været i stand til at bekræfte, om de involverede magneter blev købt gennem Temu, eller identificere den specifikke produktliste,« lyder det videre.
Den kinesisk-grundlagte online-handelsgigant er længe blevet kritiseret på flere markeder – herunder EU – for angiveligt ikke at gøre nok for at fjerne ulovlige produkter fra sin platform.

