12 lig er i løbet af tre dage blevet fundet i et skovområde i udkanten af den guatemalanske hovedstad, Guatemala By.

Det oplyser myndigheder i landet søndag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge myndigheder er der tale om et tilfælde af bandevold.

Brandvæsenet i Guatemala og lokale medier i landet rapporterer, at ligene er blevet aflæsset i et område, som kriminelle ofte bruger til at skille sig af med lig.

En talsperson for brandvæsenet ved navn Hans Lemus oplyser ifølge AFP, at man fredag fandt to af ligene, mens tre andre blev fundet lørdag.

Lørdag fandt man i skoven desuden et menneskeskelet.

Søndag opdagede man med hjælp fra sporhunde de jordiske rester fra yderligere seks personer. Her var ligdele ifølge talspersonen pakket ind i lagener og plastikposer.

Guatemalas indenrigsministerium fortæller til journalister i landet, at personerne er blevet dræbt, og at drabene tilsyneladende har forbindelse til en bandekonflikt, der drejer sig om bandernes territorier.

Landet er plaget af kriminalitet og vold. Det drejer sig særligt om bandegrupperne Barrio 18 og Mara Salcatrucha, der også kaldes MS-13. Både det centralamerikanske land selv og USA betragter dem som terrororganisationer.

I oktober fandt myndigheder i Guatemala ni lig, der lå under en bro i byen Palencia, der også ligger nær Guatemala By.

Narkohandlere og bandemedlemmer, der blandt andet afpresser virksomheder for penge, står bag knap halvdelen af landets tilfælde af vold, siger myndighederne.

I 2024 havde Guatemala en drabsrate på næsten 16,1 drab per 100.000 indbyggere. Det er næsten dobbelt så højt som det globale gennemsnit, skriver AFP.

I oktober skrev amerikanske New York Times, at præsident Bernardo Arévalo ønskede en gennemgribende ændring af landets fængselssystem. Det skete, efter at 20 bandemedlemmer stak af fra et højsikkerhedsfængsel nær Guatemala By, uden at det umiddelbart blev opdaget.

Det var ifølge myndighederne tale om højstående medlemmer af Barrio 18.

/ritzau/