12-årig tiltalt for voldelige optøjer i Storbritannien


I Storbritannien fortsætter myndighederne med at retsforfølge og straffe de personer, der har deltaget i de seneste ugers voldelige optøjer i landet.
En række mennesker har allerede modtaget fængselsstraffe for at have deltaget i de seneste ugers voldelige demonstrationer. Nu er den hidtil yngste også blevet retsforfulgt for sin deltagelse.
Over 200 mennesker er blevet tiltalt for optøjerne, der startede ovenpå knivangrebet i Southport, der 29. juli rystede landet. Her blev tre børn i alderen 6-9 år stukket med en kniv og dræbt. Yderligere ni børn blev såret under angrebet.
Nu har Merseyside Police tiltalt yderligere tre mænd for at have deltaget i optøjerne. Det skriver de i en pressemeddelelse. Men mænd er måske så meget sagt. Ifølge pressemeddelelsen fra politidistriktet er en af de tiltalte nemlig 12 år gammel.
Den 12-årige er tiltalt for voldelige optøjer, i forbindelse med de demonstrationer, der efter knivangrebet spredte sig til hele landet.
Derfor blev han fremstillet for retten mandag morgen, oplyser politiet.
Den 12-årige dreng er langt fra den første, der bliver retsforfulgt oven på optøjerne.
Mere end 273 mennesker er ifølge BBC allerede blevet tiltalt for at have taget del i de voldelige demonstrationer.
Flere end 40 er allerede blevet idømt fængselsstraffe for at have deltaget.
Efter knivangrebet florerede der store mængder af spekulationer på nettet omkring den 17-årige anholdtes ophav.
Teorier om, at han skulle være asylansøger fik særligt højreorienterede grupper til at gå på gaden, og demonstrerede for hårdere immigrationslove.
Spekulationerne fik myndighederne til at oplyse, at den anholdte er født i Storbritannien. Det lagde dog ikke en dæmper på optøjerne, der de følgende uger førte til voldelige sammenstød mellem både politi og demonstranter, og forskellige demonstrerende grupper.
Den 17-årige er sigtet for drabet på de tre piger, og drabsforsøg på yderligere ti personer.