12-årig pige dræbt under parkerings-skænderi: 'Noget af det mest modbydelige, jeg har set'
»Det, vi ved, er, at der var en eller anden form for skænderi mellem to kujoner.«

»Det, vi ved, er, at der var en eller anden form for skænderi mellem to kujoner.«

»Det, der skete herude, er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har set i mit liv.«
Ordene kommer fra borgmesteren i den amerikanske storby Baltimore, Brandon Scott, og de handler om en voldsom sag, der lørdag udspillede sig på en parkeringsplads ved en park.
Der blev mindst to personer – helt tilfældigt – ramt af skud, da to mænd tilsyneladende kom op at skændes.
Tilsyneladende over en parkeringsplads.
Klokken var 18.15 lokal tid, da politiet i Baltimore lørdag aften rykkede ud til Leon Day Park, skriver ABC News.
På stedet fandt man to personer – en kvinde og en pige – såret af skud.
Kvinden overlevede. Det gjorde pigen ikke.
Hun blev erklæret død på hospitalet i en alder af blot 12 år.
Siden har politiet meldt ud, at man leder efter mindst to mistænkte i sagen.
To mænd, der formodes at have været involveret i en strid, som ifølge politiet kan have handlet om en parkeringsplads.
Under deres skænderi skal de tilsyneladende være begyndt at skyde mod hinanden.
Og pigen og kvinden blev ramt i krydsilden.
»Det, vi ved, er, at der var en eller anden form for skænderi mellem to kujoner,« har Baltimores politichef, Richard Worley, ifølge ABC News udtalt på et pressemøde i weekenden.
»De åbnede begge ild mod hinanden. I krydsilden blev en 12-årig lille pige, som sandsynligvis stod dernede og så fodbold, skudt og dræbt.«
Også den lokale borgmester, Brandon Scott, har raset over lørdagens tragiske hændelse.
»To voksne mænd kom op at skændes, og nu er en 12-årig væk. Vi burde aldrig være nødt til at sige noget sådant. Det, der skete herude i dag, er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har set i mit liv,« udtalte han lørdag.
Politiet er endnu ved at efterforske sagen.