Hun holder en hundebamse på billedet, hvor hun står mellem to voksne, der sandsynligvis er hendes forældre.

Nu er både 11-årige Brianna Rojas Gutiérrez forsvundet – som mere end 10.000 andre i Venezuela.

På en hjemmeside, der er oprettet til at spore savnede personer efter nattens frygtelige dobbeltjordskælv i det sydamerikanske land, er 10.503 personer torsdag klokken 11.51 opført som forsvundne – eller 'uden kontakt', som der står om de savnede personer.

Tre af dem er Brinna, ni-årige Hilary Ortega og 11-årige Moisés Sánchez.

'Efter jordskælvet ved mange familier stadig ikke, hvor deres kære er. Hvis du ikke kan få fat i nogen, så anmeld det her. Og hvis du har fundet dem, så giv os besked – så deres navn bringer fred, ikke smerte,' står der på hjemmesiden, som har fået navnet 'Desaparecidos Terremoto Venezuela' (på dansk: 'Forsvundne jordskælv Venezuela').

De fleste af de forsvundne kan man se billeder af på hjemmesiden. 

En såret kvinde bliver hjulpet væk fra en sammenstyrtet bygning i Venezuelas hovedstad, Caracas. Foto: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix

Side op og side ned.

Med billeder af mennesker.

Unge, gamle og børn.

Som deres kære ikke kan få kontakt med.

Og tallet bliver ved med at stige.

»Der er risiko for mange omkomne og omfattende skader, og katastrofen vil formentlig være udbredt,« lød meldingen fra USAs Geologiske Undersøgelse (USGS) på sin hjemmeside natten til torsdag dansk tid.

Mellem 10.000 og 100.000 personer kan have mistet livet, lød den foreløbige vurdering.

I skrivende stund er 32 bekræftet døde og omkring 700 såret efter de to voldsomme jordskælv, som med blot et minuts mellemrum ramte onsdag eftermiddag lokal tid – kort efter midnat dansk tid – og havde en beregnet størrelse på 7,2 og 7,5 på Richterskalaen.

En såret person er blevet fragtet til et hospital i Caracas efter jordskælvet. Foto: Gaby Oraa/Reuters/Ritzau Scanpix

Jordskælvenes epicentre lå omkring 160 kilometer vest for Venezuelas hovedstad, Caracas, hvor rystelserne fik folk til at søge ud på gaden.

Dødstallet forventes at stige markant, idet de venezuelanske myndigheder endnu ikke har overblik over katastrofens omfang i de hårdest ramte områder.

Værst skulle det stå til i kyststaten La Guaira nord for hovedstaden Caracas, som Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, har erklæret for en katastrofezone.

»Vi kan sige, at situationen i La Guaira er en sand tragedie,« sagde Rodríguez i en tale til nationen torsdag morgen dansk tid ifølge CNN.

Både Brianna og Moisés er blandt de savnede i netop La Guaira.

Samtidig kæmper redningsmandskab med at nå frem i tide til de mange personer, som forventes at være fanget under murbrokkerne i blandt andet millionbyen Caracas efter jordskælvet.

Flere steder er der meldinger om nødråb fra overlevende, der ikke kan komme op ved egen hjælp. 

Af de i alt 11.115 personer, som pårørende indrapporterede som savnet på hjemmesiden, er kun 612 i skrivende stund efterfølgende meldt fundet i god behold.

Dette hotel i La Guaira havde otte etager før jordskælvet. Foto: Maxwell Briceno/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke muligt for B.T. at verificere rapporterne om de savnede personer.

Hvornår myndighederne får overblik over katastrofens sande omfang, er uvist.

Du kan følge udviklingen i vores liveblog om jordskælvene og den enorme redningsindsats, som nu er i gang.

Du finder livebloggen lige HER.