Trods stor redningsaktion er 350 grindehvaler døde, efter at de strandede på Tasmaniens vestkyst.

Det er lykkedes at redde 108 grindehvaler, der har været strandet på Tasmaniens vestkyst.

Det bekræfter redningsarbejdere lørdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Meldingen kommer, efter at omkring 470 hvaler strandede langs den tasmanske vestkyst i løbet af ugen.

Redningsmandskab har i løbet af ugen forsøgt at redde så mange hvaler som muligt. Myndighederne bekræfter lørdag, at omkring 350 hvaler er døde.

Kun en enkelt af de hvaler, der blev bugseret tilbage til havet, er strandet igen.

Det forklarer biolog ved Marine Conservation Programme Kris Carlyon ifølge dpa.

Mandag blev 270 hvaler fundet tre steder omkring Macquarie harbour.

En tredjedel af hvalerne var døde, allerede inden myndighederne kunne iværksætte redningsarbejdet.

Onsdag blev der fundet yderligere 200 hvaler - også omkring Macquarie harbour.

Beredskabet har i løbet af ugen forsøgt at bugsere de døde hvaler ud på havet. Den proces ventes at tage adskillige dage.

Ugens massestranding er den største, der nogensinde er registreret i Australien.

Den tidligere rekord blev sat i 1996, hvor 320 grindehvaler strandede i Vestaustralien.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor hvaler i hundredvis skylder op de australske strande.

Eksperter mener, at fænomenet finder sted, når hvaler søger mod kysten for at finde føde.

/ritzau/