Svensk politi har i mange timer været talstærkt til stede i Göteborg, efter en pige er blevet stukket ned med kniv.

Torsdag eftermiddag har politiet foran den fremmødte presse frigivet yderligere oplysninger om den alvorlige sag.

Det skriver svenske medier, herunder Göteborg-Posten og Expressen.

Pigen, der blev stukket ned, blev meldt i kritisk tilstand. Hendes tilstand meldes stabil, ligesom hendes alder på 10 år er blevet oplyst.

Også en kvinde i 70erne, som er familie med pigen, er blevet stukket. Hun har fået knivstik på underarmen.

Barnet havde alvorlige blødninger fra maven, lød det ifølge politiet tidligere på dagen.

»Pigens tilstand er kritisk, og hun er blevet kørt i ambulance til hospitalet med politieskorte,« udtalte Thomas Fuxborg, talsperson ved politiet i Göteborg.

En 35-årig mand er anholdt i sagen. Politiet har på nuværende tidspunkt »slet ingen sammenhæng mellem ofrene og den formodede gerningsmand«.

Pigen og kvinden blev stukket ned i Brunnsparken i den centrale del af byen.

Her har politiet afspærret et større område.

»Der er mange mennesker til stede, og vi er i gang med at afhøre folk.«

Politiet opretholder en større afspærring, da man sikrer sig bevismateriale til den senere efterforskning.

Knivstikkeriet skete omkring klokken 12.30.