10-årige Lily Mae Avant hoppede i vandet og tog sig en svømmetur i en flod i starten af september.

Det blev starten på et smertehelvede, som nu har kostet hende livet.

En uge efter svømmeturen i Brazos-floden tæt på Fort Worth i den amerikanske delstat Texas klagede Lily Mae Avant over, at hun følte sig sløj. Hun fik også feber.

Det viste sig, at den 10-årige pige var blevet inficeret med en sjælden, ’hjernespisende’ parasit, som ender med at koste næsten alle sine ofre livet.

Lily Mae Avant blev kun 10 år gammel.
Lily Mae Avant blev kun 10 år gammel. Foto: Facebook
Vis mere

Døden indtræffer efter kort tid, men med et meget smertefuldt sygdomsforløb.

Lily Mae Avants familie er knust over tabet af den lille pige, som åndede ud i løbet af weekenden.

»Nu er vores baby helt rask og i Jesus' arme,« siger Lily Mae Avants tante, Loni Yadon i en hjerteskærende udtalelse til NBC News.

»Vi vil gerne takke alle for deres bønner, kærlighed og støtte,« fortsætter hun.

Under svømmeturen var Lily Mae Avant blevet inficeret med Naegleria Fowleri-amøben, som lever i varmt ferskvand.

Den encellede organisme kommer ind i kroppen via næsen og finder vej til hjernen og begynder at ødelægge hjernevævet.

Typisk går der nogle dage, før den inficerede opdager. at der er noget galt - og der er det allerede for sent.

Symptomerne er indledningsvis voldsom hovedpine, feber og opkast. Men det er blot begyndelsen.

Lily Mae Avant lå i medicinsk koma efter at være angrebet af den hjernespisende amøbe. Hun døde i weekenden.
Lily Mae Avant lå i medicinsk koma efter at være angrebet af den hjernespisende amøbe. Hun døde i weekenden. Foto: Facebook
Vis mere

I takt med at den frygtede parasit ødelægger mere og mere hjernevæv, bliver den inficerede ramt af nakkestivhed, anfald, adfærdsændringer og hallucinationer.

Kort før døden indtræffer, glider offeret ind i et koma.

Før det nåede så vidt, blev Lily Mae lagt i medicinsk koma. En uge senere tabte hun kampen til den hjerneædende parasit.

Idet symptomerne er svære at opdage i tide, og parasitten er meget sjælden, er det først efter patientens død, at diagnosen bliver stillet i omkring tre fjerdedele af tilfældene.

I USA kendes der til 143 tilfælde af infektion med parasitten. Kun fire af patienterne er overlevet.

Flere andre badede i floden samtidig med Lily Mae Avant uden at blive inficeret med den frygtelige parasit.

Lily Mae Avants pårørende har oprettet en mindegruppe for den 10-årige pige på Facebook.

Her deler andre pårørende til ofre for parasitten deres oplevelser.