Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Året går på hæld, men på den anden side af nytår venter endnu et pivåbent transfervindue.
Det giver naturligvis anledning til at begynde spekulationer. For hvad skal der ske, når klubberne i Superligaen igen kan handle?
Og hvad med Christian Eriksen, der ligner en mand, som skal videre fra Tottenham?
B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' har kigget i krystalkuglen og lavet 10 forudsigelser for hele 2020 – på rene mavefornemmelser:
Mikkel Duelund til FCK
Skader har ødelagt meget af den 22-årige offensivspillers ophold i Ukraine. Det er kun blevet til 13 kampe efter halvandet år på rødbedesuppe. Så var det ikke tid til at genskabe karrieren med en cortado i den københavnske hovedstad? Det ville være et frækt skifte!
Sabbi eller Saba til Brøndby
Brøndbys store sommermål var at hente en kantspiller. Både Emmanuel Sabbi fra Hobro og Saba Lobjanidze fra Randers var på listen, men ikke meget skete. Nu nærmer begge to sig kontraktudløb, samtidig med at de fortsætter takterne på banen. Brøndby slår til i 2020.
Mustapha Bundu laver et money-move
AGF's helt store efterårsprofil er klar til et salg, og her skal der fyldes lidt penge i lommerne, tror vi. Det bliver et nej tak til den tarvelige belgiske liga eller ligegyldige franske midterklubber. Han skal da mod øst og have en løncheck af de helt store.
Bubacarr Sanneh til FC Midtjylland eller Brøndby
Flirten kører med FC Midtjylland på de sociale medier, hvor Sanneh erklærer sin kærlighed til Steinleins fodboldhær, men Brøndby må også slikke sig om munden over en mulig defensiv forstærkning. Sanneh er uønsket i Anderlecht og ubrugt på sit tyrkiske lejeophold.
Brøndby sælger Kamil Wilczek for 2 mio. euro eller mere
Polakken er vild med Danmark og vild med at jagte rekorder, men han er for farlig til ikke at få tilbud. De skal også nok komme til næste år, og kan Brøndby så sige nej, hvis det lander på den gode side af 15 mio.? Det tror vi ikke.
Mohammed Kudus skifter til en Champions League-klub
Han er brandvarm i Superligaen, og flødeskummet på kagen var landsholdsdebuten for Ghana med mål fra den 19-årige FCN-spiller. I Nordsjælland er det en del af strategien at sælge for at gøre plads til næste store talent – og nu må det være Kudus' tur.
FC Nordsjælland sælger spillere for 10 mio. euro eller mere
De kan finde ud af at sælge spillere i FC Nordsjælland. Det viser de i hvert eneste transfervindue, og med spillere som Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus som de mest oplagte salgsemner kan kassen igen klirre i Farum.
AGF slår klubrekord for dyreste indkøb
De sad lidt på pengene efter sommerens salg af Jens Stage. De skal da ud og yngle lidt i det nye år, når aarhusianerne også har scoret ekstra millioner på en god Superliga-placering. Der kommer et indkøb til +10 mio. kr.
Christian Eriksen skifter til Juventus
Kontrakten udløber i Tottenham til sommer, og nu skal Eriksen væk. Skal han være señor, signore eller måske bare en mister et nyt sted? Det skal da være italiensk og en Juventus-specialitet med et gratis skifte for en ægte international profil.
Viktor Fischer forlænger med FCK
Han startede sin FCK-karriere med at ligne en, der ville forsvinde et halvt år senere. Så god var han. Siden har en skade og et formdyk ændret på det billede, og mon ikke Ståle Solbakken kunne se sit snit til at udnytte situationen og tilføje et år mere på Fischers kontrakt, som udløber om tre år.