Den stærkt dansker-inspirerede London-klub Brentford sikrede sig i weekenden oprykning til Premier League og indkasserede dermed samtidig over en milliard kroner.

Og en del af den sum ender med en vis sandsynlighed i søsterklubben FC Midtjyllands pengekasse. For klubben – der har ni danske spillere, en dansk manager, en dansk assistenttræner og en dansk sportschef – kigger mod Herning, når der skal oprustes frem mod strabadserne i Premier League.

Det var ét af de store samtaleemner i ugens episode af B.T.s transferpodcast, 'Transfervinduet'. (HØR DET HELE I BUNDEN AF ARTIKLEN ELLER I VIDEOEN ØVERST)

Panelet kunne her fortælle, at midtjydernes nigerianske midtbaneslider Frank Onyeka er i spil til et skifte til Brentford, der i Matthew Benham har samme ejer som FC Midtjylland.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tidligere har Onyeka været tæt på et skifte til belgiske Club Brügge, men det faldt til jorden, da belgierne ikke ville betale den pris, som midtjyderne krævede.

Den pris har Brentford med Premier League-milliarden i baglommen nu ingen problemer med at betale. Men klubben, der har danske Rasmus Ankersen som sportsdirektør, er stadig i gang med at danne sig et overblik over, hvad klubben har brug for i den kommende sæson.

23-årige Onyeka, der har spillet i Herning-klubben siden 2016, har været en af Superligaens bedste midtbanespillere igennem de seneste sæsoner.

En anden oplagt Brentford-kandidat i FC Midtjylland-truppen er ifølge panelet i ‘Transfervinduet’ Erik Sviatchenko.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

FCM-anføreren har en aftale med midtjyderne om, at han kan skifte til en udenlandsk klub denne sommer, hvis det rette tilbud kommer.

Den aftale kom på plads, efter at FCM-ledelsen sagde nej til et potentielt Sviatchenko-skifte til Trabzonspor i efteråret, og kan komme i spil denne sommer.

Den 29-årige forsvarsspiller, som åbent har erklæret sin ambitioner om at spille i Premier League, ville i Brentford kunne bidrage med rutine og erfaring fra sit ophold i den skotske storklub Celtic samt en række optrædener i Champions League for både skotterne og FC Midtjylland.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Ankersen og FCM-sportsdirektør Svend Graversen.