Der er gang i noget rigtig spændende i Aarhus for tiden.

AGF kaster forelskede blikke mod bronzemedaljerne, og det er ikke den eneste flirt, der er gang i på Fredensvang. For aarhusianerne har kastet deres transferkærlighed på Hobros brandvarme kantspiller Emmanuel Sabbi.

Det kan B.T.s podcast Transfervinduet afsløre. Emmanuel Sabbi har længe været på en liste i Brøndby, som har overvejet amerikaneren, der har kontraktudløb til sommer. Men AGF er gået skridtet videre.

Der har ifølge B.T.s oplysninger været kontakt mellem AGF og Emmanuel Sabbis bagland omkring et muligt klubskifte. Og dermed melder aarhusianerne sig altså ind i kampen om den 21-årige amerikanske kantspiller.

De er som nævnt ikke den eneste klub, der holder øje med Sabbi, som efter et godt år - og ikke mindst et kontraktudløb til sommer - er en spiller, der står på flere ønskesedler i Superligaen.

Netop Emmanuel Sabbis kontraktudløb er noget, som gør ham ekstra interessant. Det betyder nemlig, at Sabbi allerede fra 1. januar kan skrive under på en forhåndsaftale med en ny klub.

Den 21-årige amerikaner har foruden AGFs interesse også tiltrukket sig lange blikke fra Brøndby, som beskrevet adskillige gange i Transfervinduet. Brøndby leder blandt andet efter en kantspiller, og her har Saba Lobjanidze og Emmanuel Sabbi været på emnelisten.

Nu skal klubben fra Vestegnen dog forvente stort konkurrence fra AGF.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det kan du høre meget mere om i denne uges udgave af Transfervinduet, der er B.T.s podcast om transfers med dansk islæt.

Her taler panelet også om, hvad der nu skal ske med Nicklas Bendtner, efter han ikke fik forlænget sin aftale med FC København.

Der er afsløring af Ajax-interesse for en ung dansk angrebskomet, og så bliver der talt om Simon Kjærs problematiske situation i italienske Atalanta.

Du kan høre Transfervinduet, hvor du normalt lytter til dine podcasts - eller du kan lytte til det lige herunder.