Det er snart halvanden uge siden, at 1. divisionsklubben Silkeborg på klubbens hjemmeside oplyste, at man var tæt på et salg af U21-landsholdsspilleren Frederik Alves Ibsen – og flere medier erfarede, at Alves' nye arbejdsgiver var Premier League-klubben West Ham.

Men siden har der været mistænkeligt stille omkring den talentfulde midtstopper.

Ifølge B.T. Sports fodboldpodcast Transfervinduet skyldes det, at det ikke kun er West Ham, der bejler til den danske ungdomslandsholdsspiller.

Premier League-klubben Leeds er også inde i billedet – faktisk fik traditionsklubben tidligt i sommerens transfervindue afvist et bud på Alves.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den russiske klub FK Rostov har ifølge podcastens oplysninger sendt flere bud til Silkeborg – ligesom kroatiske Dinamo Zagreb også er meget interesseret.

Derudover er der interesse fra Bundesligaen samt en klub i den bedste østrigske række.

Skiftet kan først gennemføres til januar, så derfor behøver Silkeborg ikke stresse et salg igennem.

Dog forventes der at komme en konklusion på den lille transfersaga i løbet af indeværende uge.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Transfervinduet er B.T. Sports ugentlige fodboldpodcast, hvor panelet dykker ned i rygter og transferudviklinger.

I denne uge kigger panelet blandt andet på FCK's ledige trænersæde og tyrkisk interesse for Superliga-stjerne.

Og så bliver lytternes egne transferrygter behandlet i #andellerej-segmentet.

Lyt til den seneste episode i boksen herunder.