Indikationerne var gode, da FC København afviste at lade Pierre Bengtsson gå i sommer, men det har været nogle triste måneder for svenskeren siden.

Han har kun fået få minutter i Superligaen, en ydmygende udskiftning i pokalturneringen, og senest var han helt uden for en skadesplaget trup mod Vejle. Det er utilfredsstillende for Pierre Bengtsson, der ifølge B.T.s oplysninger nu overvejer fremtiden kraftigt. En fremtid, der let kunne ligge hjemme i Sverige.

Her har Pierre Bengtsson en tilknytning til AIK Stockholm, hvor han fik sit gennembrud i slutningen af 00erne som ung, fremadstormende venstre back. AIK Stockholm er en ønskedestination for Bengtsson, men der er ikke bare én, men to knuder at løse, før det kan gå op.

Først og fremmest skal FC København være villig til at lade svenskeren gå et halvt år før kontraktudløb i sommeren 2022, og for det andet har AIK Stockholm i Erick Otieno allerede en dygtig venstre back, der bliver svær at slå af pinden lige nu.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Det kan et muligt salg ændre på, og så er spørgsmålet, om AIK Stockholm er lige så interesseret i Pierre Bengtsson som omvendt. Og i kulissen lurer så den helt krasse løsning.

For den største interesse i den 33-årige svenske landsholdsbobler kommer fra en anden Stockholm-klub – Hammarby. Hammarby er meget interesseret i at tilknytte Pierre Bengtsson, og det er et dilemma af de helt store.

AIK Stockholm og Hammarby er nemlig ærkerivaler, og det vil være et meget kontroversielt skifte, hvis Bengtsson ender hos rivalerne til hjerteklubben.

Først skal han dog have afklaret sin situation i FC København, og status er lige nu, at han altså kunne have spillet Champions League-fodbold med Malmö FF, der var tæt på at hente ham i sommer, men nu i stedet ikke kan komme med i en FCK-trup med seks fraværende spillere.

Dermed er mange ting altså ændret, siden Jess Thorup ifølge Aftonbladet i sommer satte en stopper for Bengtssons Malmö FF-skifte, som ellers var på plads med FC København.