Brøndby har fundet sin nye førstemålmand i østrigske Patrick Pentz. 

Transferjournalisten Fabrizio Romano kunne som den første melde, at den østrigske målmand bliver hentet til Superliga-klubben som afløser for Mads Hermansen, og det er en oplysning, som B.T. har fået bekræftet. 

B.T. kan samtidig afsløre, at Brøndby får en købsoption med i aftalen med hans klub Leverkusen, men ifølge B.T.s oplysninger er den så dyr, at det pt. virker urealistisk, at man kan hente ham på permanent basis.

Det skyldes, at Leverkusen ser en stor fremtid i den 26-årige østrigske landsholdsmålmand, som er blevet en mulighed for Brøndby, fordi klubbens førstemålmand og tidligere Brøndby-keeper - Lukas Hradecky - tager en sæson mere i Leverkusen. 

Patrick Pentz leder dog efter spilletid i jagten på at blive førstemålmand på det østrigske landshold, og derfor opstod chancen for både Brøndby og ham i et samarbejde, efter han havde fået gode referencer om målmænd i den danske klub, som har sendt Lukas Hradecky, Mads Hermansen, Frederik Rønnow og Marwin Schwäbe videre til større adresser i de seneste år. 

Det er ingen hemmelighed, at Brøndby har været på jagt efter andre målmand, og som B.T. har afsløret, lykkedes det trods bud hverken at hente Leopold Wahlstedt eller Lucas Lund. 

Med blot to uger tilbage af transfervinduet er den helt rigtige kandidat, som Brøndby har ønsket at købe, ikke kunnet hentes, og derfor lejer klubben nu en østrigsk landsholdsmålmand. 

Patrick Pentz vil ifølge B.T.s kilder inden for de næste par dage gennemgå sit lægetjek i Brøndby, inden aftalen bliver underskrevet.