Lige så hurtig, som han er, lige så hurtigt kan Andreas Bruus forlade nedrykkede Troyes efter sit skifte til den franske klub for et år siden.
Det kan B.T. afsløre.
B.T. har talt med danskerens agent Mikkel Beck, der bekræfter oplysningen.
»En spiller med Andreas’ kvaliteter hører til i den bedste række. Men klubben rykkede desværre ned, og det forholder vi os til. Jeg sonderer terrænet og håber, at vi kan finde en god mulighed og det rigtige projekt for Andreas,« siger Mikkel Beck og tilføjer:
»Hvis det rigtige ikke kommer – eller kan lade sig gøre, så bliver han naturligvis i klubben og hjælper de andre med at rykke tilbage i Ligue 1, hvor klubben hører til.«
Som B.T. sidste sommer kunne afsløre, solgte Brøndby Andreas Bruus til den daværende Ligue 1-klub for 11 millioner kroner.
I Troyes fik han en femårig kontrakt og blev med det samme en fast figur på holdet med 27 kampe i den bedste franske række.
Kun en skade forhindrede ham i at spille flere kampe for Troyes, der led under dårlige resultater og endte med at skifte træner undervejs i sæsonen.
Hvilket kun forværrede resultaterne, så klubben rykkede ud af Ligue 1.
På det personlige plan kunne Andreas Bruus dog ud over masser af spilletid i en top fem-liga glæde sig over, at han også udmærkede sig med en hurtighed ud over det sædvanlige, og han var i en måling hurtigere end en af klodens hurtigste spillere i Kylian Mbappé.
Allerede i Superligaen viste han sin topfart og var den hurtigste spiller i forrige sæson - foran Rasmus Højlund som nummer to - i en officiel måling.
Nu arbejdes der altså på at finde en ny klub på højeste niveau til den 24-årige dansker.
»Jeg er – og jeg har været – i kontakt med interesserede klubber, der også er interessante for Andreas – men der er intet konkret endnu. Af erfaring ved vi jo, at mange skifter sker til sidst i markedet, så der er god tid endnu til at forsøge at finde den rigtige løsning,« forklarer Mikkel Beck, som roser spilleren for det første år i Frankrig.
»Jeg er rigtig glad for, at Andreas fik en masse spilletid i sin første sæson i Ligue 1, for man udvikler sig allermest ved at være på banen på højeste niveau. Det kan selvfølgelig være svært at skifte direkte til en top fem-liga fra Superligaen, men den udfordring klarede han flot.«
»Andreas fik for eksempel vist, at hans hurtighed holder helt på øverste niveau – og han havde blandt andet en fartmåling undervejs i en af kampene, der viste endnu større top-speed end Mbappé. Det er ikke for at sammenligne de to spillere, men det må jo siges at være ret spektakulært,« slutter Mikkel Beck.