Det har betalt sig at banke mål ind på stribe i 1. division for Vendsyssels angriber Wessam Abou Ali.

B.T. kan afsløre, at den danske angriber skifter det næstbedste niveau i Danmark ud med det bedste i Sverige, Allsvenskan, til en pris på to millioner kroner plus bonusser.

Således bliver den 24-årige dansker købt af Sirius, hvor han fremover skal gøre livet surt for modstanderne.

Onsdag aften fortalte Nordjyske om skiftet som det første medie, og det stemmer overens med B.T.s oplysninger.

Kun lægetjekket mangler, og det vil blive foretaget torsdag morgen, inden Wessam Abou Ali, der scorede 14 mål i 1. division, kan kalde sig for ny spiller i Sirius.

Der har længe været optræk til et skifte for Wessam Abou Ali, som for seks sæsoner siden fik Superliga-debut for AaB og blev regnet for et af de største angrebstalenter herhjemme.

I januar kunne B.T. løfte sløret for bud på ham fra de øverste rækker i både Sverige og Norge, ligesom skotske Aberdeen kom til Danmark og synede ham i en kamp mod Hvidovre.

Denne sommer er det hele så faldet i hak, og Wessam Abou Ali er klar til at tage et skridt op ad karrierestigen.