Der er knald på transfervinduet i AaB.

Nordjydernes nye sportschef, Inge André Olsen, har allerede handlet ivrigt, men der er mere i vente i AaB. For der kigges grundigt efter nye forstærkninger, og en af de spillere, der var på radaren, var den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Mike Jensen. En mand, som, mange nok har håbet på, ville vende hjem til Brøndby.

»Vi har set på mange spillere, og Mike er en af dem. Med nogle spillere har man så en positiv proces,« siger Inge André Olsen.

Den positive proces var ifølge B.T.s oplysninger mere end blot interesse fra AaB's side i Mike Jensen. Der var konkrete samtaler om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at få Mike Jensen væk fra Cypern og Apoel – og efter mere end syv år i udlandet endelig lokke ham tilbage til Danmark.

Foto: GEORGE MICHAEL
Vis mere

»Det er naturligt, at vi snakker med agenten. Vi undersøger muligheden for, om det kan lade sig gøre, i stedet for at bruge en masse tid på noget, som ikke er muligt. Vi vil altid kigge på danske spillere, og der har Mikes navn også været oppe til diskussion,« siger AaB-sportschefen, som dog ikke længere tror på en handel.

»Lige nu er den helt død. Det er ikke noget, vi bruger tid på nu.«

Der bliver dog brugt tid på at kigge på nye spillere til AaB-holdet, der i dette transfervindue allerede er blevet peppet op med spillere som Tim Prica, Pedro Ferreira, Vladimir Prijovic, Daniel Granli og Timothe Nkada.

Skal der hentes yderligere spillere ind, bliver det dog af en høj kaliber.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Er I stadig på udkig efter noget mere?

»Ja, det er vi. Men det er ikke sådan, at vi har et pres på os for at hente noget, for vi har mange spillere. Og så vil der også være nogle spillere, som skal ud af truppen,« siger Inge André Olsen og uddyber sine planer:

»Hvis der skal nye spillere ind, skal det være top-top-kvalitet, som kan gå ind og øge kvaliteten på startelleveren nærmest fra dag et. Vi sætter barren højt der, og det kan godt være, at der kommer en situation, hvor vi ikke henter mere i det her vindue, men det er vi komfortable med, og så arbejder vi videre mod næste vindue. Det er ikke et arbejde, der stopper, fordi transfervinduet lukker.«

Magnus Christensen har ikke spillet meget på det seneste. Er han en af dem, der kan forsvinde?

I udgangspunktet er Magnus ikke en spiller, der skal ud. Kommer der et godt bud, og Magnus siger, at han vil det, så må vi sætte os ned og se på det, men i udgangspunktet bliver han, siger Inge André Olsen, der også har fået en god melding fra den bænkede Christensen selv:

»Magnus har spillet mange kampe for AaB i Superligaen, og han skal kæmpe for sin plads. Han må ud og vise, at han er bedre end de andre, der spiller. Det er ikke sådan, at vi sidder og ønsker, at Magnus skal tage væk. Men vi vil også lytte til spilleren. Det er vigtigt at høre, hvad Magnus ønsker. Men foreløbig har han sagt, at han vil tage kampen op med de spillere, der er her. Den attitude kan jeg godt lide. Og Magnus er en god spiller. Det skal han vise nu.«