Var du én af de mange rejsende, der ikke kunne komme med dit tog eller S-tog mandag, så er der et lille plaster på såret.

Du kan nemlig få kompensation fra DSB.

»Alle, der har købt en billet, kan få den refunderet gebyrfrit via vores rejsegaranti,« siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

»Derudover har vi også besluttet, at alle, der har købt en billet, de ikke har fået brugt, kan bruge den i morgen i stedet.«

Har du købt togbillet til en afgang mandag, så kan du få billetten refunderet.
Har du købt togbillet til en afgang mandag, så kan du få billetten refunderet. Camilla Rønde

DSB råder til, at man hurtigst muligt søger om kompensation i deres Basis Rejsegaranti.

Her skal man indsende dokumentation for rejsen i form af billet eller udskrift fra selvbetjeningen fra rejsekortet.

Hvis du har købt DSB Orange, DSB Orange Fri, DSB Standard-billetter eller købt billetter i DSB appen, kan du finde formularen, som du skal bruge til at søge om kompensation, her.

Har du i stedet købt en sms-billet, skal du kontakte DSB her. Andre typer billetter, kan du søge at søge dispensation for her.

Tony Bispeskov understreger, at kunderne skal forvente, at der nok vil være lidt længere sagsbehandlingstid end normalt.

»Det er vores erfaring, at folk først begynder at henvende sig hen over de kommende dage, derfor ved vi ikke med sikkerhed, hvor mange ansøgninger om dispensation vi skal gennemgå,« siger han og tilføjer:

»Afhængigt af, hvor mange der henvender sig, kan sagsbehandlingstiden være længere.«

Præcis hvor lang tid du skal vente, inden dispensationen går ind på din konto, kan informationschefen derfor ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt.

Hovedbanegården i København hvor DSB lokomotivførere strejkede mandag den 1. april 2019.
Hovedbanegården i København hvor DSB lokomotivførere strejkede mandag den 1. april 2019. Ritzau Scanpix/Philip Davali

Han understreger dog, at DSB vil gøre alt, hvad de kan, for at kunderne kan få pengene, som de har ret til, udbetalt hurtigst muligt.

»Vores kunder har haft en rigtig dårlig oplevelse i dag, og dem ønsker vi naturligvis ikke, de skal have flere af. Derfor gør vi alt, hvad der står i vores magt, for at få behandlet sagerne hurtigst muligt,« siger Tony Bispeskov.

»Vi er endda indstillet på at indkalde ekstra personale, hvis det er det, der skal til.«

Kort efter klokken 15 mandag oplyste DSB, at togene så småt er begyndt at køre igen.