Torsdag morgen har der været et uheld på landevejen Rute 54 mellem Holme-Olstrup og rundkørslen ved Ring Nord.
Uheldet giver massiv kø i begge retninger, skriver P4 Trafik på Twitter.
Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Michael Skræddergaard, oplyser til B.T., at politiets patruljer lige er landet på uheldsstedet.
»Det er en lastbil, der er kørt op bag i en kø af holdende biler,« siger han og tilføjer, at der bortset fra det endnu ikke er så mange oplysninger om episoden.
Heldigvis tyder det dog ikke på, at der er tale om alvorlig tilskadekomst.
»Umiddelbart har vi ikke meldinger om, at det skulle være alvorligt. Der er en person, der klager over smerter i nakken, og bilen er placeret på en måde, så han ikke selv kan komme ud af den. Men det er kun foreløbige meldinger,« understreger vagtchefen.
Til gengæld giver uheldet en del trafikale udfordringer, da al trafik fra Næstved mod motorvejen, der fører mod København, går ad netop den landevej.
B.T. følger sagen …
