Udmelding fra DSB – stadig bøvl tirsdag morgen
Togtrafikken bliver først normal fra kl. 10.

Togtrafikken bliver først normal fra kl. 10.

Fejlen er fundet. Og udbedret.
Men det bøvl, der har drillet togtrafikken på Sjælland siden mandag, er først væk engang tirsdag formiddag.
Sådan oplyser DSB tidligt tirsdag morgen:
»Banedanmarks teknikere har gennem natten rettet fejlen og vi forventer derfor at kunne køre normalt fra cirka kl. 10,« lyder det.
Det har været en fejl i kørestrømsanlægget ved Sorø, der har drillet.
Men indtil kl. 10 vil togtrafikken altså stadig være påvirket.
»Der er længere rejsetid og færre tog mellem Fredericia og København samt mellem Cph Lufthavn og Slagelse,« lyder det også fra DSB.
Togbusser vil fra morgenstunden stadig køre fra Slagelse, Ringsted og Sorø, og der vil være personale til stede i Ringsted (fra kl. 5) og i Slagelse (fra kl. 5.30).
InterCity-togene, der normalt kører mellem Fredericia og Østerport, er helt aflyst.
InterCity-togene til/fra Esbjerg kører dog normalt. Det samme gør InterCityLyn-tog mellem Cph Lufthavn og Aarhus H/Aalborg.