Banedanmarks foreløbige prognose tyder på, at der vil være arbejde på strækningen mellem Ringsted og Slagelse frem til klokken 10 tirsdag formiddag som følge af en fejl i køreledningsanlægget ved Sorø.

Ifølge Banedanmark er skaderne "omfattende" og "meget komplekse".

Et spor er genåbnet på strækningen, efter at DSB mandag middag måtte stoppe togdriften.

Ifølge DSB's informationschef, Tony Bispeskov, vil man prioritere internationale tog, InterCityLyn-tog og InterCity-tog.

DSB vil køre med supplerende togbusser mellem Ringsted og Slagelse - enkelte med stop i Sorø.

Banedanmark oplyser til Ritzau, at der vil være en "række aflysninger", og at der derudover vil være forsinkelser frem til tirsdag klokken 10.00.

Banedanmark har indkaldt alt disponibelt materiale, oplyser Nicolai Sigsgaard, der er direktør for vedligehold i Banedanmark.

Et bærertov er faldet ned, og de dele, som tovet hænger i, er også blevet beskadiget.

- Det er bare nogle af de skader, vi ser på vores kørestrømsanlæg, siger Nicolai Sigsgaard.

Banedanmark fik meldingen om problemer på kørestrømsanlægget klokken 12.45 mandag.

I den forbindelse blev togdriften helt stoppet, indtil Banedanmark havde identificeret årsagen.

- Der kan vi se, at vi har omfattende skader på et af vores spor. Det betyder i øjeblikket, at vi kun har et farbart spor at køre i, siger Nicolai Sigsgaard.

RITZAU