Det hænder af og til, at cyklister støder sammen, men det er sjældent, at det ender så tragisk, som det gjorde tirsdag eftermiddag.

I Odense kom to kvindelige cyklister på 34 og 59 år kørende, men da den ene ville overhale, ramte de hinanden.

Selvom de tilsyneladende kun strejfede hinanden, så endte det helt fatalt, skriver Fyens.dk.

Begge to væltede, men den 34-årige havde ikke cykelhjelm på, og hun slog hovedet ned i asfalten.

Kvinden pådrog sig et svært hovedtraume, og i begyndelsen af aftenen døde hun.

Fyns Politi fortæller til Fyens.dk, at det bliver betragtet som et hændeligt uheld med en ulykkelig afslutning.

Ulykken skete på den store Thomas B. Thriges Gade.

Det er uvist, hvilke skader den 59-årige kvinde pådrog sig.