En person i den midtjyske by Tjørring ikke langt fra Herning er omkommet i en cykelulykke.

Ulykken skete, da en person på en cykel kørte ind i en gummiged i byen.

Det bekræfter Midt- og Vestjylland Politi til B.T.

»Ulykken fandt sted i Tjørring ved Herning på Tranekrævej. Der er en cyklist, som påkører et arbejdsredskab på kørebanen, og vedkommende afgår efterfølgende ved døden,« siger vagtchef René Pagh.

Han kender endnu ikke til de nærmere omstændigheder ved den tragiske ulykke, men han kan fortælle, at der på tidspunktet var et kraftigt regnvejr i området.

»Da ulykken indtraf, havde vi et meget kraftigt regnskyl i området, det er ikke til at sige, om der er en forbindelse. Men regnvejret var så voldsomt, at vi også havde et par biler, der kørte galt, mens det stod på,« forklarer vagtchefen.

Han fortæller desuden, at politiet er ved at underrette de pårørende. Derfor har politiet endnu ikke mere om den afdødes identitet.

Opdateres ...