Der er sket et færdselsuheld på Roskildevej onsdag aften.

En lastbil og en personbil er involveret i uheldet.

Helt præcist er uheldet sket ude foran København Zoo. Det bekræfter Københavns Politi over for B.T.

»Vi fik en anmeldelse om et trafikuheld mellem en lastbil og en personbil. Lastvognen har lavet en manøvre, hvor den svinger ud mod venstre for herefter at trække ind, og bilen bliver ramt, da den forsøger at komme forbi,« lyder det.

Uheldet gav anledning til, at politiet spærrede vejen af, til der var styr på situationen.

Afspærringen blev ophævet klokken 17.40, da lastbilen på det tidspunkt var blevet flyttet af vejen.

De første meldinger lød på, at føreren i personbilen var kommet til skade.

Det vidste sig sidenhen, at det ikke var alvorligt, og føreren af personbilen blev tilset på stedet.

Det vides ikke, hvorfor lastbilchaufføren lavede den pågældende manøvre.