For hvert minut der går, tager sneen mere og mere til i Nordjylland. Det kan ses – og det kan ikke mindst mærkes på vejene.

Af den grund har Nordjyllands Trafikselskab indstillet alle lokale linjer i Thy og Mors.

Over for B.T. siger pressechef Mette Henriksen, at linjerne er indstillet resten af dagen.

Derudover kører man med store forsinkelser resten af dagen i hele Nordjylland.

»Vi oplever generelt store driftsmæssige udfordringer i øjeblikket,« siger hun.

Det er endnu ikke til at sige, hvordan linjerne planlægger at køre igen.

»Når vejret tillader det. Skal man ud af døren, skal man gøre det i meget god tid,« afslutter Mette Henriksen.

Hele Nordjylland er lige nu ramt af store mængder sne. Også DMI meldte onsdag morgen ud, at man forventer mellem 10 og 20 centimeter sne i Nordjylland.

»Årsagen til det barske vejr er et lavtryk, der passerer henover det sydlige Danmark. Lavtrykket giver udbredt nedbør, der starter som tøsne, sne og slud, men senere går over i regn,« siger vagtchef Frank Nielsen.

Han tilføjer:

»Dog vil nedbøren i den nordlige halvdel af Jylland vedblive at falde som sne og tøsne.«

Nordjyllands Trafikselskab opfordrer til, at man orienterer sig på deres hjemmeside eller Rejseplanen, hvis man skal ud i den offentlige transport.