Der bliver i de kommende år foretaget store ændringer i driften af Limfjordsbroen.

Men selvom broen skal gennem en omfattende ændring, så er det ikke sikkert, at de 30.000 bilister, der til daglig passerer broen mellem Aalborg og Nørresundby, bemærker det.

»Det er vores forventning, at det ingen betydning har for hverken bilister eller sejlende,« siger Michael Kirkfeldt, der er drift- og teknikdirektør ved Vejdirektoratet.

Den omfattende ændring er, at broen fra 2024 skal fjernbetjenes. Det vil sige, at der ikke kommer til at sidde en brovagt, der rejser broklapperne, når et skib skal forbi.

I stedet skal broklapperne betjenes fra Vejdirektorat i Aalborg Øst. Noget som ikke er nyt for Vejdirektoratet.

»Vi har i mange år fjernbetjent to broer i Sønderborg og senest har vi fjernstyret Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund.«

Fjernbetjeningen af Kronprins Frederiks Bro har fungeret som et pilotprojekt i 2016, inden det i 2022 bredes ud til de øvrige broer i Limfjorden for til sidst at blive taget i brug på Limfjordsbroen i Aalborg i 2024.

»Vi starter op med de mindst komplekse broer. Når det så kører til perfektion, går vi videre til de næste broer,« siger han.

Limfjordsbroen skal undergå et større renovationsarbejde, før den kan fjernbetjenes. Den skal blandt andet have ny motor, oplyser Michael Kirkfeldt, der desuden peger på flere grunde til, at Limfjordsbroen er særligt kompleks.

»Det er en meget trafikeret bro. Derudover skal der forberedes rigtig meget teknisk. Det planlægger vi i samarbejde med Aalborg Kommune,« siger

Selvom der ikke længere skal være en brovagt på Limfjordsbroen, så er der ikke planer om at rive brohuset ned.

»Selve betjeningspulten bliver, så man både kan styre den fra Aalborg Øst og på selve broen. Det kan man gøre, hvis der er en driftsopgave eller et kommunikationssvigt. Sådan er det med alle broer,« siger Michael Kirkfeldt

På trods af at drift- og teknikdirektøren ikke forventer, at trafikanter bliver påvirket af ændringerne, så er der alligevel en enkelt ting, som de passerende vil opleve, er anderledes.

»Den eneste forskel er, at de ikke vil kunne se lys oppe i brohuset om aftenen,« slutter han.