Fra torsdag kan Odense Letbane endelig testkøre på hele strækningen fra Tarup til Hjallese.
Det sker efter længere tids venten, fordi Banedanmark 8. november stoppede al testkørsel ved Hjallese på grund af 'utilfredsstillende manuel overvågning'.
Men nu er hele letbanestrækningen godkendt, og testkørslen kan gå i gang på alle 14,5 kilometer.
»Det er en vigtig milepæl, vi er nået til. Fra nu af bevæger letbanen sig ind i en ny fase af testforløbet og bliver samtidig mere synlig i bybilledet med testkørsler i de centrale dele af byen,« siger Odense Letbanes administrerende direktør, Mogens Hagelskær, i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen står der desuden, at godkendelsen er kommet, men at man tester med øget overvågning.
Der vil løbende over den næste periode blive kortere og kortere mellem testturene, indtil man kører med et interval, der svarer til den køreplan, som kommer til at gælde, når der skal passagerer med.
I pressemeddelelsen advarer man imod, at den støj, man hører nu her ved testkørslen, ikke nødvendigvis bliver lige så slem, når først letbanen kører planmæssigt.
Lige nu kan skinnerne nemlig stadig være ru, og derfor skal naboer og borgere ikke frygte alt for meget.
Tidligere har B.T. afdækket, hvordan Odense Letbane frasagde sig en afprøvet løsning på kommunikationen for samspillet med BaneDanmrk, så DSB-toge kan køre upåvirket igennem Odense by.
De udviklede deres egen løsning, hvilket endte med at stå i vejen for de endelige sikkerhedsgodkendelser fra Banedanmark, som skulle til, inden man kunne teste på den fulde 14,5 kilometer lange strækning.
Noget, som Venstres trafikordfører Kristian Phil Lorentzen har kritiseret med ordene 'det er helt galt, at man ikke har taget højde for, at letbanen skal interagere med andre jernbaneanlæg.'
Hans kritik og mere om letbanens udfordringer kan man læse mere om her.