Du kommer kørende hjem fra en lang arbejdsdag. Helt klar til at flade ud i sofaen og slappe af. Der er bare ét problem: Parkeringen, der hurtigt ender med flere runder ned ad vejene og en plads langt væk fra hjemmet.

Men nu kommer der måske en løsning.

Aarhus Kommune vil nemlig blive klogere på aarhusianernes parkeringsvaner med små sensorer i jorden. Det skriver den i en pressemeddelelse.

Sensorerne registrerer, hvordan og hvornår biler parkerer og sender derefter data videre til Aarhus Kommune.

Indtil nu har kommunen kun haft stikprøver at læne sig op ad, når den skulle træffe beslutninger ud fra aarhusianernes parkeringsvaner. Man håber derfor, at man med projektet i fremtiden kan gøre parkering smartere.

»Hele ideen bag projektet er blandt andet at gøre os klogere, så vi kan rådgive byrådet om, hvordan vi skaber bedre parkering til aarhusianerne og byens besøgende,« siger Steffen Arnbo Nielsen, der er mobilitetsplanlægger i Aarhus Kommune.

I første omgang er det et pilotprojekt på Frederiksbjerg, men man håber, at man i fremtiden vil kunne indhente samme viden i hele byen.

Den viden, kommunen modtager, skal gøre den klogere på, hvordan aarhusianere parkerer, så borgerne med tiden skal køre rundt og lede efter plads lidt kortere tid. Muligvis vil kommunen også se på, om de eksisterende parkeringsordninger skal ændres.

Dataene vil desuden blive offentligt tilgængelig, så virksomheder, der laver betalingsparkeringsapps, også kan bruge den til udvikling af løsninger.

Projektet er et treårigt pilotprojekt, og Aarhus Kommune er blot den anden kommune i Danmark, der med til at indsamle data ved hjælp af sensorer i vejen.