Den seneste tid har både DMI og politiet advaret om risiko for tåge fra morgenstunden flere steder i landet.

Men mange glemmer noget vigtigt og bliver uforvaren til fare for medbilisterne, når der er stedvis tåge.

Lige så vigtigt det er at tænde for tågelyset, når sigtbarheden bliver lav, lige så vigtigt er det, at du husker at slukke for det stærke lys igen, når du er kommet ud af tågen.

'Hvis du har tændt for tågelygterne på din bil samtidig med, at du har nær/kørelys tændt, så husk at slukke tågelygterne igen, når du kører ud af tågen, da de kraftige tågelygter kan være stærkt generende for andre trafikanter,' skrev Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter tirsdag morgen.

Overfor TV 2 Øst fortæller Thomas Tarpgaard, der er vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen i politikredsen, at bilisterne er dygtige til at tænde for tågelyset, men at det til gengæld kniber noget mere med at få det slukket igen.

Især tændte tågebaglygter kan skabe farlige situationer i trafikken.

»Hvis du ikke tænder tågebaglygterne i tæt tåge, så siger det næsten sig selv, at det er en sikkerhedsrisiko, at det kan ende i uheld, fordi man næsten kan være umulig at se i en tågebanke. Men kører du med tågebaglygterne tændt udenfor tågebankerne, så kan det forveksles med bremselys – og det kan også være farligt,« siger Thomas Tarpgaard.

Men hvornår skal du så slukke tågelyset igen?

Ifølge vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaard er det en 'god tommelfingerregel', at du skal slukke tågelyset, når du kan se baglygterne på bilen foran.

Kan du ikke længere se den forankørendes baglys, skal du derimod tænde for tågelyset, lyder det.

Det kan koste en bøde på 1.000 kroner at køre med tågelyset tændt uden grund.