Efter en kaotisk torsdag aften på E45 kommer Nordjyllands Politi med en klar opfordring til bilister:

Vær ekstra opmærksom på vildt på vejene.

»Der sker en del uheld for tiden, og det er langt fra ufarligt. Vi har set påkørsler af vildt, hvor bilisterne kommer endog alvorligt til skade,« lyder det fra vagtchef Kasten Højrup Kristensen til Nordjyske.

Advarslen kommer, efter tre bilister torsdag aften kom i karambolage med to krondyr. Og det kunne meget vel være gået helt galt.

Under første uheld ramte en 27-årig mandlig bilist et krondyr, der var ved at passere motorvejen. Hans bil endte i autoværnet.

Kort efter kom en 54-årig ligeledes mandlig bilist kørende, og han ramte et andet krondyr.

Dernæst kom en tredje mandlig bilist på 29 år kørende og ramte et af de påkørte krondyr, der stadig lå på vejen. Hans bil endte ligeledes i autoværnet.

Begge krondyr døde, mens to af bilisterne måtte køres til tjek på hospitalet - dog uden alvorlige skader. Til gengæld var der efterfølgende masser af buler på de tre biler.