Hvis du skal ud at gå, løbe eller køre, skal du være opmærksom på glatte veje.

Der er nemlig risiko for let isslag for hele Fyn, melder DMI.

»Mandag bevæger en front sig op over Danmark fra sydvest. Den nedbør, der falder, kan falde som både sne og isslag,« skriver DMI.

Risikoen for isslag er størst i den sydvestlige del af landet, hvor der i eftermiddags- og aftentimerne stedvis kan være et let isslag.

»I resten af landet ventes nedbøren at falde som sne mandag aften og natten til tirsdag.«

Vejdirektoratet følger trop og melder om sne- og isglatte veje på stort set hele Fyn.

Man skal derfor være ekstra opmærksom, når man bevæger sig ud i vinterkulden.

»Isslag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge. Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade,« skriver DMI.

Dog forventes det, at de glatte veje vil aftage i løbet af ugen, da der kommer højere temperature.