Aalborg Lufthavn kommer tættere og tættere på en hverdag, som de kendte den før coronanedlukningerne.
Men efterdønningerne af pandemien kan stadig mærkes på det, der ellers plejer at være lufthavnenes travleste måned, nemlig september.
I alt var der 114.293 passagerer gennem lufthavnen i september. Det er en stigning på flere tusinde sammenlignet med august måned.
Men hvis man sammenligner september med den coronafri september i 2019, har lufthavnen kun haft 78 procent af den trafik, den normalt har.
Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
Til gengæld er der for anden måned i træk flere, der tager indenrigsrejser end før pandemien.
Her er der 6.203 flere indenrigsrejsende i denne september måned i forhold til i 2019.
»Vi ser endnu en måned med stor fremgang i indenrigstrafikken, og dette på trods af, at rejseaktiviteten i erhvervslivet stadig ikke er på fuld højde med tiden før pandemien. Men det store rejseudbud og de konkurrencedygtige priser, med hele tre flyselskaber på ruten, tiltrækker mange fritidsrejsende, der for eksempel tager en dagstur til København,« siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen om tendensen i pressemeddelelsen.
Alle rejser inkluderet sidder næsten fire ud af fem rejsende igen i passagersæderne til og fra Aalborg Lufthavn.


