Hvis Odense skal nå sit mål om at blive klimeneutralt i 2030, er et vigtigt led i planen, at der skal indføres nulemissionszoner.

Altså vil man indføre en zone, hvor de såkaldte udledningsbiler - køretøjer på benzin eller diesel - ikke får lov at køre.

Alligevel var det ikke en del af den klimaplan, som alle byrådspartierne - pånær De Lokalnationale - underskrev mandag aften.

Planen handler stadig meget om trafik, men for nu er de meget debatterede nulemissionszoner ikke en del af planen. Man vil tage den op i den såkaldte mobilitetsplan, som skal være klar til vedtagelse i 2023.

Den 'task force', som blev nedsat for at finde ud af, hvordan man bedst gør byen klimaneutral, skrev i den ene af deres ti anbefalinger, at nulemissionszoner er vejen frem.

»Task Forcen anbefaler, at Odense Kommune reducerer CO2-udledningen fra trafikken med minimum 150.000 ton i 2030,« skrev de tidligere i år og uddybede:

»Det kræver, at den fossile vejtrafik i Odense reduceres med 57 procent. Det svarer til, at fossile køretøjer i 2030 skal køre ca. 2,5 mio. km. færre i Odense om dagen.«

Derfor lagde 'task forcen' vægt på, at man inden 2030 har indført zonerne fri for udledningskøretøjer.