Tirsdag eftermiddag kom en 86-årig mand alvorligt til skade, da han kom i klemme under en bus i Næstved.

Han blev fløjet til Rigshospitalet, men kort før midnat døde manden af sine skader.

»Det endte desværre tragisk,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kent Edvardsen.

Ulykken skete på Ringstedgade i udkanten af Næstved og blev anmeldt klokken 13.15 af en forbipasserende.

Den 86-årige mand svingede angiveligt ud foran en bus, mens han kom cyklende i samme færdselsretning som bussen, hvorefter han blev ramt og kom i klemme under bussen.

Manden var i kritisk tilstand, da han blev fløjet til Rigshospitalet i lægehelikopter.

Lægerne kæmpede for at redde mandens liv i mere end 10 timer, men desværre stod det ikke til at redde.

Han blev erklæret død klokken 23.25.

Umiddelbart efter ulykken var Ringstedgade afspærret.

»Vi er selvfølgelig færdige med vores arbejde på stedet, men afventer stadig bilinspektørens rapport,« fortæller Kent Edvardsen.

Ingen i bussen kom til skade.

Den 86-åriges pårørende er underrettet.