En uhyggelig ulykke har tirsdag ramt den sydsjællandske by Næstved.

Her er en cyklist kommet i klemme under en bus.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2 Øst.

»Cyklisten er angiveligt svinget ud foran en bus. Personen på cyklen er kørt i sammen færdselsretning som bussen, men personen kom så i klemme,« siger Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der er fundet sted på Ringstedgade i udkanten af Næstved, klokken 13.15.

Vagtchefen oplyser, at cyklisten er i 'kritisk tilstand' efter ulykken, hvor politiet blev varskoet af en forbipasserende på stedet.

Nu skal politiet have en bilinspektør ud til stedet for at se nærmere på omstændighederne vedrørende ulykken. Samtidig oplyses det, at trafikken på stedet glider ved hjælp af betjente, som dirigerer.

Til B.T. fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der ikke er noget nyt i sagen.

Bilinspektøren undersøger fortsat sagen for at finde frem til en årsag efter ulykken.

Den tilskadekomne personer er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet med meget kritiske skader.