En yngre mand blev mandag morgen dræbt i en trafikulykke nord for Brørup i det sydlige Jylland.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter klokken seks mandag morgen fik alarmcentralen en melding om, at en personbil og en lastbil var kørt frontalt sammen på Vejlevej nord for byen Gjerndrup mellem Esbjerg og Kolding.

Umiddelbart efter ulykken blev vejen spærret, mens redningsmandskabet arbejdede på stedet.

Den unge mand, der kommer fra lokalområdet, kørte i personbilen.

Han blev erklæret død på skadestedet af en læge.

De pårørende er underrettet.

En bilinspektør arbejder stadig på stedet, og det er endnu uvist, hvornår arbejdet på stedet er færdig.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på Twitter, at de kan tage flere timer, før politi og bilinspektør er færdige på stedet.

Bilister opfordres til at finde alternative ruter.

B.T. følger sagen...