Fredag morgen skulle man berede sig med både tålmodighed og forsigtighed, hvis man kørte mellem Odense og Assens.
En lastbil ramte nemlig tidlig morgen en bro ved Verninge cirka midt imellem Odense C og Assens på rute 168.
»Det skete med en sådan kraft, at en kran, der var monteret på lastbilen, endte oppe på broen,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Henrik Strauss.
Det voldsomme sammenstød skulle også have resulteret i, at stumper fra broen og olie lå på kørebanen. Det skriver P4 Trafik på Twitter.
Vagtchefen kan ikke bekræfte, at der har lagt brostykker på kørebanen, men han fortæller, at de blev kaldt ud til 'tabt gods på vejen'.
Der er dog nu ryddet helt op efter ulykken, og der skulle være fri passage i begge retninger ved ulykkesstedet. Der er ikke sket nogen personskade ved uheldet.
»Vi har forladt stedet, bortset fra en indsatsleder, der lige nu er ved at tjekke, om broen kan stå,« lyder det fra vagtchefen.
Politiet skal nu efterforske, om ulykken skal have et retligt efterspil for lastbilchaufføren, der skal afhøres senere i dag. Det vil blandt andet ske ud fra en vurdering om, det var lastbilen, der var for høj, eller broen der var for lav, fortæller vagtchefen.


