Flere borgere i Odense kan være blevet vækket af blå blink og en kraftig røglugt i et villakvarter natten til fredag.

Der opstod nemlig en ildebrand i et villakvarter i på Rugårdsvej i Odense lidt over midnat. Billederne fra stedet viser, hvad der ligner kraftige flammer.

Dog kan vagtchefen ved Fyns Politi fredag morgen berolige med, at situationen er under kontrol.

»Brandvæsnet var hurtigt fremme og fik styr på branden,« siger Milan Seyfabad.

Politi og redning var på stedet under slukningen. Foto: Presse-fotos.dk
Politi og redning var på stedet under slukningen. Foto: Presse-fotos.dk



Han fortæller, at Fyns Politi fik den første melding om branden i nat klokken 00.04. På billederne fra stedet ses mindst tre køretøjer fra brand og redning.

Det var en terrasse og et udhus tilhørende en villa på Rugårdsvej i Odense, der var gået ild i.

»Der var ingen personskade,« oplyser vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet nu skal have efterforsket årsagen til branden, som han i skrivende stund ikke havde nogen kommentar til.