Hvis du pendler til og fra arbejde med tog, så er der nu nyt, der uden tvivl kommer til at gavne dig i fremtiden.

Fredag begynder nemlig arbejdet med en spritny højhastighedsbane, der bringer en masse fordele med sig til pendlerne.

Den nye højhastighedsbane skal bygges fra Odense og hen over Vestfyn til byen Kauslunde.

»Vi skal i gang med et stort og spændende projekt, der får stor betydning for togdriften i Danmark. Den nye bane over Vestfyn kommer til at følge Fynske Motorvej, og indgår dermed i en samlet transportkorridor over Vestfyn,« siger Janie Ipsen, projektchef i Vejdirektoratet og ansvarlig for anlægsprojektet.

Den nye togbane kommer helt konkret til at betyde kortere rejsetid for pendlere – når den altså er færdigbygget og taget i drift.

Og det er planen, at den drift skal begynde fra slutningen af 2028, hvor de såkaldte højhastighedstog altså kommer til at suse fra Odense og hen over Fyn. Håbet er, at det bringer Danmark tættere på visionen om kun 1 times rejsetid mellem de store byer i landet.

Den nye højhastighedsbane bliver cirka 35 kilometer lang og får en mere direkte linjeføring.

Det betyder, at det vil være muligt at køre op til 250 kilometer i timen med persontog.

Naboer til den nye højhastighedsbane kan derfor i fremtiden godt forvente en smule mere aktivitet i området. Før jernbaneprojektet dog skydes hundrede procent i gang, skal der omlægges en eksisterende naturgasledning.

»I første omgang starter Energinet deres arbejde med naturgasledningen, men naboer vil generelt opleve stigende aktivitet i området, når folk fra Vejdirektoratet og Banedanmark begynder på de indledende undersøgelser til jernbaneprojektet,« fortæller Janie Ipsen.

Og når naturgasledningen så er blevet flyttet, vil skinnerne begynde at blive lagt.

Budgettet for det samlede projekt lyder på svimlende 4,9 milliarder kroner.