Lørdag aften er flere bilister kommet galt afsted på Sydmotorvejen nær Haslev i sydgående retning.

Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

»En personbil mister af ukendte årsager herredømmet, rammer midterrabatten, hvorefter bilen triller rundt,« siger vagtchef Stefan Jensen.

Bilisten formår dog selv at kravle ud af bilen uden skrammer.

I forbindelse med at bilisten rammer midterrabatten, er der et andet køretøj, der også bliver involveret i ulykken.

Men heller ikke her er der nogle tilskadekomne.

»Vi venter i øjeblikket på en skiltevogn, da vi skal have ryddet op,« siger vagtchefen.

Ifølge Vejdirektoratet er der nedsat hastighed forbi ulykkesstedet.

Oprydningsarbejdet forventes afsluttet omkring klokken 22.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.37.