»Letbanetoget i Odense forventes at være meget lydløst.«

Sådan skriver Odense Letbane på deres hjemmeside. Men det stemmer bestemt ikke overens med naboernes oplevelser.

»Vi føler os ikke taget alvorligt,« lyder det fra letbanenaboen John Hr Hansen, da han taler om Odense Letbane, som han i øvrigt i et opslag på Facebook har døbt 'Rumlebæstet'.

Han er nemlig en af mange borgere i Odense, der oplever store gener med den nye letbane.

»Det rumler og larmer. Det er meget forstyrrende,« fortæller John Hr Hansen, der bor på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej.

I sidste uge kom det frem, at vibrationer og støj fra letbanen overskrider de tilladte grænseværdier.

»Vibrationer ved nærmeste skinne viser overskridelser i cirka 62 procent af passagerne,« stod der i orienteringen, som Odense Letbane sendte til økonomiudvalget i Odense Kommune.

Kontrolmålingerne er foretaget af letbanens egen rådgiver, COWI, men blev af Odense Letbane beskrevet som »ikke-videnskabelige«.

Længere nede af Vestre Stationsvej i svinget til Vesterbro bor Hans Thygesen og hans hustru. Også her er frustrationerne store, og parret har derfor klaget over letbanen flere gange.

»Vi bliver pt. vækket klokken fem om morgenen på grund af letbanen. Og den kører til klokken et om natten,« forklarer Hans Thygesen.

»Det synes jeg ikke, man kan byde folk,« tilføjer han.

Hans Thygesen har i sin lejlighed problemer med rystelser, en dyb rumlen og periodiske kurveskrig, der kan beskrives som en høj hylen fra letbanetogets sving.

Efter flere klager fik Hans Thygesen i slutningen af marts besøg af tre ansatte fra Odense Letbane.

Her blev han, ifølge Hans Thygesen selv, lovet forbedringer.

»Der er ikke sket det store, siden de var på besøg. Og jeg har efterhånden svært ved at tro på, at der kommer styr på det inden den 28. maj« siger Hans Thygesen med henvisning til letbanens åbningsdato.

Derfor var han heller ikke i tvivl, da han så John Hr Hansens invitation til borgermøde.

»Jeg skal med. Vi må gå i samlet flok, så vi kan få styr på det her,« lyder det fra Hans Thygesen.

John Hr Hansen, der har sendt invitationen ud i Facebook-gruppen 'Nabooplevelser med Odense Letbane', har modtaget »en del« henvendelser fra folk, som vil deltage, fortæller han.

Med mødet, der afholdes den 18. maj, håber John Hr Hansen, at borgerne sammen kan lægge en plan for den fremtidige indsats.

»Det kan godt ende med demonstrationer. Så vil de (Odense Letbane, red.) måske tage os seriøst,« siger Hans Thygesen.

B.T. har været i kontakt med Odense Letbane, der ikke har mulighed for at kommentere på kritikken.