Når din efterårsferie om lidt sparkes i gang, skal du visse steder på vejnettet forvente tæt trafik. Det oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Mere nøjagtigt skal man den første lørdag i efterårsferien mellem klokken 11.00 og 14.00 regne med tæt trafik og periodevise forsinkelser på især E20 fra hovedstadsområdet mod Jylland samt på E45 Sønderjyske Motorvej.

Derudover vil der være ekstra mange biler i de store sommerhusområder rundt om i landet, skriver vejdirektoratet.

Den tætte trafik skyldes, at ekstra mange danskere vælger at holde skolernes efterårsferie i Danmark på grund af corona-situationen og tilhørende rejserestriktioner.

På de største rejsedage i efterårsferien vil der desuden være risiko for kødannelser ved den dansk-tyske grænse ved Padborg for trafikanter, der skal ind i Danmark.

Ligeledes kan der pga. grænsekontrollen også opstå kødannelser på Øresundsbroen.

Der forventes at være færre biler på vejene og dermed også kortere rejsetid i hverdagene i uge 42.

Hjemrejse-weekenden forventes at blive mere rolig, men dog stadig med tæt trafik. Særligt lørdag d. 17 oktober, hvor der er skiftedag i de fleste sommerhuse.

Du kan holde dig orienteret om trafiksituationen på trafikinfo.dk.