Hvis du går med rejsefeber og har planer om at tage et smut væk fra den daglige trummerum i efterårsferien, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig grundigt ind i de lokale corona-restriktioner for det sted, du vil hen.

Og sæt dig ind i, hvordan din egen hjemkommune forholder sig til, at du har været i et af de ‘orange’ lande, hvor coronavirus hærger, og som Udenrigsministeriet fraråder at tage til som turist.

For selvom du måske kan se frem til et kærkomment afbræk fra hverdagen i for eksempel Paris, London eller Lissabon, så kan det give bagslag, når du kommer hjem, fordi det kan ende med at sende dig og din familie i 14 dages corona-karantæne.

Ringkøbing-Skjern Kommune er et af de steder, hvor man er helt konsekvent.

Her udløser det omgående 14 dages karantæne, før man igen kan genoptage hverdagen, hvis man har været i et ‘orange’ land på en ikke-nødvendig rejse.

»En nok så kulturel storbyferie til et corona-nedlukket land går altså ikke under kategorien ‘nødvendig-rejse’. Så en uge i Paris, Barcelona, Wien eller London udløser lige nu ekstra 14 dages fravær fra daginstitutionen eller skolen,« siger Flemming Nielsen, fagchef i Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Karantænen gælder både for børn og personale i alle kommunens institutioner og skoler.

»Det er ikke vores regel. Det er Udenrigsministeriets kraftige opfordring på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger,« siger Flemming Nielsen.

Der er dog en enkelt undtagelse fra at blive sat i 14 dages karantæne: Nemlig hvis man har været i udlandet for at deltage i en begravelse. Men det er også den eneste.