Siden 6. april har støjplagede naboer til letbanen i Odense sluppet for indgribende letbane-lyde. Kørslen har nemlig været stort set indstillet.
Men i påsken vender letbanekøretøjerne tilbage på skinnerne igen.
Det oplyser Odense Letbane.
»De seneste dage har kørslerne ligget stille på grund af sporarbejder. Derfor er formålet med påskedagenes kørsler først og fremmest at vedligeholde skinnerne forud for de test, der skal afvikles i ugen efter påske,« forklarer Thomas Gram Rasmussen, der er chef for det rullende materiel ved Odense Letbane.
Inden påske oplevede Odense Letbane en markant stigning i antallet af klager over støjgener. Naboer til letbanen klagede blandt andet over høje, hvinende lyde, når køretøjet kørte forbi deres ejendom.
Og det gjorde det vel og mærke hvert 7,5 minut fra tidlig morgen til sen aften.
Siden har Odense Letbane igangsat en skærpet indsats for at skabe klarhed over, hvilke forhold der påvirker letbanens støjniveau. Og den indsats kan naboer kun håbe på har virket.
For fra påskelørdag og frem vil der igen blive kørt test på hele strækningen helt frem til letbanens åbning. Først af letbanens entreprenør Comsa, siden af letbanens togleverandør Stadler og afslutningsvist af letbaneoperatøren Keolis.