»Jeg har prøvet at sove med ørepropper, med fingrene i ørerne og med dynen oppe over hovedet, men jeg kan ikke få fred fra klokken fem om morgenen.«

Sådan lyder det fra en af de mange borgere, der bor langs Odenses spritnye letbane, der den sidste tid har kørt test efter den kommende køreplan.

Selvom der er to lejligheder mellem hendes lejlighed og letbaneskinnerne, så er den konstante larm fra letbanen så træls, at den 67-årige Lizzia Hasler nu har flyttet sit soveværelse.

»Ens opmærksomhed bliver slidt, fordi man ikke får fred. Det er ligesom et konstant tordenvejr,« siger Lizzia Hasler, der bor op ad Højstrupvej i Odense-bydelen Bolbro.

Hun er ikke den eneste, der er generet af letbanens støj.

Mandag kunne B.T. fortælle, at Odense Letbane er blevet bestormet med støjklager de sidste uger.

John Hansen, der bor i Kongensgade tæt på Østre Stationsvej, har ligefrem oprettet en gruppe på facebook for naboer til letbanen.

Gruppen, der hedder 'Nabooplevelser med Odense Letbane', har lige nu 50 medlemmer.

Han beskriver letbanens larm som en rumlen.

»Det er svært at koncentrere sig, fordi fokus næsten konstant går fra det, man nu sidder med, og så presser den her lyd sig jo bare ind,« siger John Hansen og tilføjer:

»Og samtidig er der noget stress i situationen, fordi man går og bliver irriteret over, at det skal være sådan.«

Han har oprettet gruppen for at høre, hvordan hans naboer har det, og for at få bekræftet, at han ikke er den eneste, der bliver generet af letbanens larm.

»Det er jo tydeligt i gruppen, at der er nogen, der har den samme oplevelse som mig. Og det må man jo lytte til,« siger John Hansen.

Han håber, at problemet bliver løst, men indtil videre synes han ikke, at det er blevet bedre.

Faktisk kun værre, fordi der nu kører flere tog.

Længere ude af letbanesporet ærgrer Lizzia Hasler sig over, at der nu kører et tog igennem hendes barndomskvarter, og at freden på terrassen til sommer er ødelagt.

»Man ender med at vænne sig så meget til det, at man lukker ned for sine sanser, og det tænker jeg da er en unødvendig gene. Det har vi jo ikke bedt om,« siger Bolbro-borgeren.

Hun prøver dog at finde de lyspunkter, der er i letbanen, og glæder sig til igen at få et stoppested tæt på sin hoveddør.

For bestyrelsesformanden i Odense Letbane, Jesper Rasmussen, fylder de mange naboklager meget.

»Først og fremmest er det meget beklageligt, at vi har naboer, som oplever generende støj fra letbanen. Det er et tema, som fylder meget hos os i øjeblikket,« siger Jesper Rasmussen i en pressemeddelelse forleden og fortsætter:

»Men det hører også med, at vi stadig befinder os i en testfase. Vi er ikke i mål endnu, og vi finder hele tiden detaljer, vi kan og skal forbedre.«

Odense Letbane afventer i øjeblikket en rapport fra deres entreprenør, Comsa, der afdækker vibrationer og lyde på letbanens strækning.

De vil give en indikation af, om larmen fra letbanen holder sig inden for de grænseværdier, der er aftalt med Odense Kommune.