Efter massive beboerklager over støj fra metrocityringen har Metroselskabet besluttet at træde til med en teknisk løsning på problemet.
Metroselskabet vil fremskynde en slibning af skinnerne med flere måneder i håb om, at det hjælper på støjen, som mange københavnere oplever i deres boliger efter åbningen af metrocityringen.
Det skriver Politiken.
Som B.T. har beskrevet er protester og klager fra borgere væltet ind også i de seneste dage, efter at Metroselskabet ellers havde lovet, at problemet ville aftage, når der ikke længere var tale om testkørsel af tog, men normal drift.
Togene kører med tre minutters mellemrum i dagtimerne og er ligeledes på skinnerne om natten.
De klagende har hidtil fået det svar, at Metroselskabet vil slibe skinnerne ved årsskiftet, så problemet vil aftage først i det nye år.
Men på baggrund af de mange klager fremrykker Metroselskabet nu den plan.
»Vi har på baggrund af de cirka 130 henvendelser, vi har modtaget om den her problematik – primært fra folk som bor på den nordlige del af ringen – søgt at fremrykke skinneslibningen,« skriver Hanne Tærsbøl, afdelingschef i Metroselskabet, i en mail til Politiken.


