En flok køer slap sent søndag aften løs på Sydmotorvejen på Falster.

Derfor advarede politiet bilisterne og opfordrede dem til at køre forsigtigt.

Det tog flere timer at få dyrene indfanget, og på et tidspunkt blev de påkørt omkring afkørsel 44 i nordgående retning.

Det skriver Sydsjællands Politi på Twitter.

Heldigvis kom ingen personer noget til, men en af køerne måtte lade livet, fremgår det.

Dyrene er nu fanget igen.

Politiet meddeler, at der ikke skulle være flere løse kreaturer på kørebanen.

På grund af tidspunktet gav uheldet heller ikke de store trafikale udfordringer.