Lørdag begav Jesper Clausen fra Vejen sig ud på en næsten 40 kilometer lang gå tur. Det tog ham 12 timer, han samlede 200.000 kroner ind og det hele foregik i hans baghave.

»Det er ret vildt, det havde jeg ikke lige regnet med,« lyder det fra den jyske friskolelærer.

De knap 200.000 kroner samlede han ind for Børnecancerfonden, og projektet kalder han 'Haven rundt'.

De indtjente penge kommer flere forskellige steder fra. Han fik 35.000 kroner ind ved at lade virksomheder få deres logo op på et stort banner, han havde hængt på sin hæk.

Sådan så det ud, før det hele gik løs lørdag morgen.
Sådan så det ud, før det hele gik løs lørdag morgen. Privatfoto

Folk kunne købe et startnummer og deltage i gåturen hjemme hos dem selv. Det kostede 50 kroner, og han solgte 650 af dem. Blandt dem blev der desuden også trukket vindere af hele 30 sponsorgaver, der bestod af hotelophold, restaurantbesøg og lignende.

Jesper Clausen havde også skrevet til flere sportsstjerner via Instagram, der sagde ja til at aktionere deres spillertrøjer. På 10 dage samlede han omkring 35.000 kroner ind den vej.

Blandt de 16 sportsudøvere, der sagde ja, var fodboldspillerne Kasper Schmeichel og Christian Eriksen, håndboldspilleren Lasse Svan Hansen, bordtennisspilleren Michael Maze og flere trøjer fra Counter-Strike-holdet Astralis.

»Man kan jo lige så godt prøve at skrive til folk, og det gav altså pote,« siger han.

Hver time skiftede Jesper Clausen trøje, så han kunne have så mange sponsorer som muligt med i indsamlingen.
Hver time skiftede Jesper Clausen trøje, så han kunne have så mange sponsorer som muligt med i indsamlingen. Privatfoto

Til sidst kunne folk sende penge via MobilePay – og her tikker der stadig penge ind.

»Det var en skøn dag. De 12 timer, jeg gik, havde jeg også en ny gæst hver time,« forklarer han og fortsætter:

»Jeg havde min svigermor forbi, nogle venner – en af dem har mistet sin datter til kræft for fem år siden.«

Og det er faktisk ikke første gang, Jesper Clausen tager turen rundt i sin have. Da han sidste år var hjemsendt, besluttede han, at han ville gå et maraton i haven. Her samlede han 11.000 kroner ind og gik 42 kilometer.

»Så ja, det er lidt et andet beløb i år,« siger han glad.

I år blev det til 400 omgange i haven, der gav plads til en rute på 98 meter pr. runde. Og denne gang blev det hele også live-streamet via Facebook.

»Vi havde to gutter fra Næstved forbi, der filmede det hele.«

Om det bliver til en tur igen næste år, vil Jesper Clausen ikke love. Nu skal han lige slappe lidt af og lade de mange vabler på fødderne gå i sig selv.

»Det var en supergod dag, men det kan mærkes,« siger han.