En BMW er i forbindelse med en biljagt kørt galt og er gået i brand på en tankstation.

Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup, til B.T.

BMW'en er blevet stjålet i forbindelse med et hjemmerøveri i Nordsjælland.

Både brandvæsen og politi har søndag morgen været til stede ved ved benzintanken, og brandvæsnet har nu fået kontrol over branden på stedet.

To personer skal ifølge Københavns Politi have befundet sig i bilen.

Den ene er blevet anholdt – han blev fanget i 'umiddelbar nærhed' af køretøjet, oplyser politiet.

»Vi har fundet en person, som er blevet anholdt og mistænkt i sagen. Det ligger stadig endeligt at konkludere, at det var en af dem, der var i bilen,« oplyser vagtchef Jesper Frandsen.

Den anden person er flygtet fra stedet til fods, og politiet har nu indledt en jagt på vedkommende. Man ved ikke, hvor personen er flygtet hen.

Kalvebod Brygge var tidligere søndag morgen spærret i begge retninger fra Arni Magnussons Gade til Vasbygade.

Nu er der igen åbnet for færdsel i begge retninger, skriver Københavns Politi på Twitter.