»Hvis du spørger mig, er der ikke rigtig nogen, der er tætte med Jonas.«
Ordene fra Christian Moberg, Jonas Vingegaards tidligere holdkammerat på Team coloQuick, viser klart, at det danske vidunderbarn har nok i sin sikre base: familien.
De seneste uger har den danske Tour-sensation taget cykelverdenen med storm, men den rolige gut fra Glyngøre har gjort sig bemærket med én ting: Han er bedst til at udtrykke sig på cyklen.
»Sådan, som man ser ham nu, er sådan, han er. Han er ikke cirkusklovn eller underholder. Bare sig selv,« fortæller Moberg, der lærte Vingegaard at kende i Odder Cykelklub for seks år siden.
»Alle kan vel se, at han er meget rolig. Men han hyggede altid om holdet og var en skidegod holdkammerat.«
I dag er Christian Moberg sportsdirektør på Team coloQuick, og på trods af at han har været en del af samme cykelhold som Jonas Vingegaard gennem flere år – og desuden er kollega med hans kæreste, Trine Marie – har de to ikke knyttet et ualmindeligt tæt forhold.
Der skal nemlig rigtig meget til med Jonas Vingegaard, fortæller han.
»I livet omgiver han sig med folk, han stoler på. Han søger rigtig meget tryghed og koncentrerer sig om sin cykelkarriere. Men Jonas er hyggelig at omgås på et hold over for staben og holdkammerater. Der er familie og cykling.«
»Hvis man skal knytte et tæt bånd til ham, skal man formentlig være holdkammerat i ret mange år, fordi det er så meget ind og ud i cykelsporten. Han er ikke mærkelig. Bare dedikeret og fokuseret omkring det, det hele handler om,« siger han.
Netop historien om Jonas Vingegaard er en, der handler om tryghed. Og en masse perioder, hvor danskeren har oplevet modgang.
Nu glimter den danske juvel for hele verden til Tour de France, men sådan har det ikke altid været.
Langtfra.
»Hele historien om Jonas er jo, at det aldrig har været nemt. Der har været masser af bump på vejen. Han har jo ikke størrelsen til at køre i Danmark, men han har fysikken,« siger Moberg og understreger, at det danske cykelterræn passer bedre til større ryttertyper som for eksempel Kasper Asgreen.
I 2017 styrtede Jonas Vingegaard så voldsomt, at han brækkede lårbenet og blev tvunget af cyklen i mange måneder. Året efter var den gal igen, da han røg i asfalten på ny og pådrog sig en hjernerystelse.
Men hver evig eneste gang har den stædige dansker givet skæbnen igen og kæmpet sig tilbage.
»Det har nok gjort, at han er villig til at arbejde så meget for det. Hvis man ikke har udfordringer på vejen, så bliver man ikke lige så god, som han er nu.«
Talentet har altid været åbenlyst, men manglerne har også været en del af den unge cykelrytters fortid.
»Man har hele tiden tænkt, at han kunne blive meget bedre og havde mere at lære. Egentlig mest af cyklen i forhold til presset på sig selv.«
Presset har Jonas Vingegaard indtil videre undgået som professionel cykelrytter.
Men efter fantompræstationer i verdens hårdeste cykelløb vil det være umuligt for danskeren at gemme sig fremover.
»Det er gentagelserne, der skal lære Jonas at håndtere det her pres. Jeg tror, at det har reddet ham, at han ikke var kaptajn fra start. Han er gået lidt under radaren,« siger Christian Moberg.
Sammen med kaptajnrollen følger også en ny og uvant rolle som leder, der heller ikke ligger til den unge Jumbo-Visma-rytter.
Og faktisk har han ikke ændret sig, siden dengang han og Christian Moberg var holdkammerater.
»Nej, jeg synes ikke umiddelbart, det ligner, at han er blevet mere leder-agtig. Han er meget målrettet. Han ved, hvad det går ud på, og hvad han skal. Jeg tror, at han overlader taktik og beslutninger ude i løbet til sportsdirektørerne,« mener Christian Moberg.
»Jeg tror aldrig, vi kommer til at se ham som en Lance Armstrong-agtig leder.«
På trods af de mange tilbageslag i ungdomsårene har Christian Moberg dog aldrig været i tvivl om, at hans klejne holdkammerat gik en glorværdig Tour de France-fremtid i møde.
»Jeg er stolt af at have været træner for ham og holdkammerat med ham. Det er virkelig imponerende, så langt han er nået. Jeg er megaglad.«
»At han ville køre på podiet eller komme i top-10 en dag, det regnede jeg faktisk som realistisk. Men jeg havde virkelig ikke set den komme, at det allerede ville være i år.«
